Idlehem er Norlands hjerte – både politisk, økonomisk og kulturelt. Beliggende på den nordlige bred af Huksa Søen, så fungerer byen som landets absolutte handelscentrum – et sted som summer af liv, markeder og fremmede stemmer.

Det er også fra Idlehem, at Kong Eidur regerer landet. Som en urokkelig styrke sidder han på tronen i Skjoldenes Hal, en stor og ærefrygt­indgydende borg midt i byen.

Huksa Søen har altid spillet en central rolle i Norlands velbefindende. Især øen Lo, som teknisk set tilhører Det Ismarske Imperie, men som Eidur har forhandlet fuld råderet over gennem en, for nogen, tåbelig aftale: norlandsk militær støtte mod adgang til Lo’s tømmer og dens frodige marker.

Idlehem skiller sig markant ud fra resten af Norland. Hvor de fleste norlandske bosættelser er præget en barsk overlevelseskultur, så rummer hovedstaden en kaotisk blanding af handlende, skibe, diplomater og fremmede tungemål. Her mødes det hårdføre nord med resten af verden, hvilket regnes for både byens styrke og dens sårbarhed.

Norlands hovedstad og handelscentrum, Idlehem

Kong Eidur af Norland

Kong Eidur af Norland er en mand, der ligner sit rige. Han er hård, urokkelig og har ingen behov for flotte ord. Kongen holder sig godt og er i en imponerende fysisk form. Han regerer landet med en styrke og en vilje, som har resulteret i folkets store respekt.

For norlændere sætter handling over snak, og Eidur er ingen undtagelse. Diplomati og udenlandsk etikette er som sne mod et skjold for ham. Dette gør ofte samspillet med nabolandene lidt udfordrende. Dog er man aldrig i tvivl, om hvor man har kongen, for han siger, hvad han mener, og gør, hvad han lover.

Kong Eidur har få reelle modstandere i riget, men i Mortan vokser kritikken langsomt. Bybestyrer Jarl Bislan og hans tilhængere ser Eidurs samarbejde med det øvrige Gellden som en svaghed. De ønsker et Norland, hvor de stærke bestemmer og et Norland, som er uafhængig af udenlandsk indflydelse. Eidur lytter sjældent til disse kritikere, men han holder vågent øje med dem.

Murgia ligger, som Idlehem, ved Huksa Søens nordlige bred. Men hvor hovedstaden er livlig og oftest kaotisk, så er Murgia det modsatte. Rolig, alvorlig og gennemført norlandsk. Her tales der lavmælt, her arbejdes hårdt og her smiles der sjældent uden grund.

Byens omdrejningspunkt er Huksa Søen selv. For i vandet mellem byen og øen Lo lever den meget eftertragtede og velsmagende Murgia-laks. Fisken er ikke bare en lokal delikatesse, men også en stor eksportvare, hvilket gør at indtægterne fra fiskeriet holder byen i gang og i kontrolleret vækst.

Murgia ledes af halv-orken Hudax, som i sin tid vandt byens lederskab i en tve-kamp, en gammel, men sjælden praksis i Norland. Trods sin barske fremtoning, så har Hudax vundet folkets respekt med en ledelsesstil, der er hård, kontant men retfærdig. Under hans styre har Murgia opretholdt sin position som en af Norlands vigtigste fødevarebyer – og er et stolt eksempel på det norlandske princip: Styrke skaber stabilitet.

En bådskaptajn på jagt efter piratfiskere i Huksa Søen

Jarl Bislan, Mortans Bybestyrer

Mortan ligger ved foden af de stejle og nådesløse Mortan Bjerge, hvor kulden er dræbende, og farerne lurer både i sne og skygger. Her, i det vestlige Norland, er overlevelse ikke en selvfølge – det er en streng nødvendig livsform.

Byen er centrum for Norlands minedrift og forsyner riget med metaller og mineraler, udvundet med slid og styrke under ekstreme forhold. Folket her lever et barskt liv, og lærer tidligt at klare sig selv, for mellem de iskolde vinde og de altid lurende trusler fra fx yetier, frostkæmper og hvide drager – så er der ikke plads til svaghed.

Mortan ledes af Bybestyrer Jarl Bislan, en mand lige så kold som de bjerge han vogter. Hans styre er hårdt, men effektivt, og i befolkningens øjne er han indbegrebet af norlandsk viljestyrke. Bislan er blandt de få åbne kritikere af Kong Eidur og jarlen ønsker et Norland frigjort fra udenlandsk indflydelse – et rige, hvor selvforsynende styrke alene skal diktere retning og magt.

Norlandsbjergene rejser sig stejlt og majestætisk langs den østlige grænse af Norland og markerer overgangen til De Forladte Lande – et uindtaget og vildt territorie. Bjergene er både en naturlig barriere og et hjem for flere særprægede folkefærd, som hver især vogter deres egne dale, tinder og kløfter. Trods deres forskellighed svarer de fleste, når Kong Eidur kalder på deres hjælp – men ikke alle.

Blandt de trofaste findes Hvidklo Klanen, et jagtstærkt kattefolk kendt for deres hastighed og ære; Månefolket, en goliath-nation som bor højt mod skyerne; og Gråhammer Slægten, et dværgerige præget af stolthed, stenhåndværk og stædighed. Disse tre grupper bidrager regelmæssigt til Norlands sag.

I skyggerne opererer dog Sortblodsdværgene, en duergar-koloni med egne ambitioner, og Spindelfolket, sortelvere med tvivlsomme hensigter. Mest frygtet er dog Kløftens Tabte Sjæle – en flok rastløse døde, der hjemsøger en afsides kløft og hvis tilstedeværelse ingen forstår – eller tør forstyrre.

En beastkin spejder for Hvidklo Klanen