Den hobgoblinstyret garnisionsby, His'dahr

His’Dahr er egentlig mere en garnison end en by. Den rejser sig som en urokkelig fæstning midt i De Forladte Lande. Det første man bemærker, når man kommer hertil, er at hobgobliner er massivt repræsenteret – og deres strenge orden og militære disciplin gennemsyrer alt. Mure, kaserner og træningspladser dominerer landskabet, og de er alle prydet med hobgoblinernes bannere. Byens relative smalle handelsgader er snarere krigsforsyninger, end de er hjem for marked og handel.

På overfladen styrer hobgoblinerne alt med hård hånd, og blandt byens egne er lydighed ikke et valg, men et krav. Dog findes der mørke steder i byen, hvor hobgoblinerne ikke færdes – og her regerer de stærke og de skrubelløse.

Udefrakommende gæster er sjældne, og derfor er der ingen, der med sikkerhed kan sige, hvor stor byen egentlig er. 

Hærfører Ta’Mocx, general over hobgoblin-nationen, De Røde Sværd, menes at være den øverste autoritet – ikke bare i His’Dahr, men måske endda i hele De Forladte Lande. Hans ord er lov, og hans navn vækker både frygt og respekt blandt alle hobgobliner, der kalder His’Dahr deres hjem.

For mange udenforstående er His’Dahr ikke en by, men et advarende symbol på hobgoblinernes ubøjelige og voksende magt.

Drakthar er et barskt og vidstrakt ork-rige, der ligger i grænselandet mellem De Forladte Lande og Helmark. Det er et nådesløst terræn præget af golde marker, tørre sletter og sparsomme ressourcer, hvor selve landskabet synes at teste de væsener, der betræder det. Her er det ikke mure, der definerer riget, men derimod klanernes territorier og deres ukuelige vilje til at overleve.

Befolkningen består hovedsageligt af grønhuds-orker, men man finder både gråhuder og de sjældne hvidhuder blandt de mange krigeriske stammer. Livet i Drakthar er defineret af en evig indbyrdes kamp om dominans, hvor svaghed mange steder betragtes som en dødsdom. Magten er i øjeblikket splittet mellem tre dominerende klaner: Den ærebetonet Rødtand-klan, der holder stand i det udtørrede hjerteland; den rige og snu jægerklan Blodhånden; og den ekstremt voldelige Jernhud-klan.

Den mest frygtede skikkelse i riget er Grimshak, lederen af Jernhud-klanen. Han er en gigantisk ork, som rygtes at have kæmpeblod i årerne, og hans brutale ambitioner om at underlægge sig hele Drakthar har holdt riget i en konstant tilstand af borgerkrig. Mens han presser på med rå magt, opererer Graktar Halvtand fra Blodhånden i kulisserne som en af de mest velhavende og indflydelsesrige orker i Gellden, da hans klan kontrollerer strømmen af information og lejesoldater til fremmede magter.

For de omkringliggende nationer er Drakthar et uforudsigeligt vildnis. Det er et rige, der kun holdes i skak af sine egne interne stridigheder; en ulmende vulkan af rå styrke, som verden beder til aldrig finder sammen under ét fælles banner.

En større gruppe Jernhuds-orker på plyndringstogt

Tågekløften, den frygtede indgang ind i De Forladte Lande

Tågekløften markerer den mest frygtede af alle indgange til De Forladte Lande. Kløften løber mellem Kingstone-bjergene i vest og den takkede bjergkæde kendt som Kæmpens Tænder i øst. Over og gennem kløften løber en konstant, næsten unaturlig tåge, der som et tæt og tykt tæppe skjuler alt for det almindelige øje. De som har set tågen i egen person, mener ofte at den er af magisk oprindelse. Rygter fortæller om stemmer i tågen, blafrende skygger og et trykkende nærvær, der nærmest skærer i sjælen.

Ganske få har overlevet turen gennem kløften, og endnu færre med forstanden i behold. Der går mange historier om de mange monstre, der lurer bag sløret. Mest frygtet af alle må være Nosdomo, den døde ærketroldmand, som omtales som de udødes ukronede konge. Selvom ingen har set ham i generationer, så hviskes hans navn stadig i den tåge, som driver igennem de nærliggende landsbyer, fæstninger og beboelser.

Horder af orker, gnolls og endnu værre skabninger færdes i ly af tågen og plyndrer ofte de omkringliggende grænser. For mange rejsende og eventyrere står Tågekløften som et punkt uden tilbagevenden: en port til mørket, hvor mod og dårskab er to sider af samme mønt.

Øst for Tågekløften breder Sumplandet sig – et uendeligt hav af tåget marsk og farlige sumpe. Sumplandet dækker store dele af det centrale område i De Forladte Lande - og her er jorden slugende, træerne gribende og vandet dybt og mørkt.

De lokale beretter, at dette ugæstfrie landskab er hjem for Gelldens største sorte drage, Tsarkiz. Dragen beskrives som ældgammel, psykopatisk og mere blodtørstig end nogen anden drage i historien. Ingen ved præcist, hvor hans domæne begynder eller ender, men enhver, der befinder sig i Tsarkiz-land, mærker straks dragens kolde og gennemtrængende ondskab.

Sumplandet er dog ikke blot Tsarkiz’s hjemsted. Det er også et tilflugtssted for mange glubske trolde, der trives i de fugtige omgivelser, hvor de hærger og jager i skjul af den tætte tåge.

Og når man snakker om Sumplandet, skal man ikke glemme den tudsegamle Gildarum, heksemoderen, som siges at bo dybt i sumpen. Mange har søgt heksens råd og hjælp, men kun som en sidste desperation, da det siges, at hun er lige så farlig som den store sorte drage.

Tsarkiz, Sumplandets ubestridte herre

En større gruppe af vilde gnolls er draget på plyndringstog i Aldenmor

Tågens Horder er den betegnelse, man i de omkringliggende lande bruger om de uendelige bølger af rædsler, som synes at vælte ud af De Forladte Landes tågedækkede grænser.

Fra Tågekløften i sydvest til Dødesletten i øst strømmer grupper af orker, gnolls, hobgoblins, minotauere, udøde og utallige andre skabninger. De angriber alt på deres vej – landsbyer, karavaner og selv hinanden – og efterlader kun frygt, blod og død i deres kølvand.

I øst lever befolkningen med en mere konstant rædsel: de udødes horder. Herfra har Dødesletten fået sit navn, da ingen er i tvivl om, at de fortabte sjæle ikke søger guld, magt eller territorium, men kun drives af én ting – en glubende hunger efter de levendes varme sjæle.

For dem, der lever nær tågerne, er Tågens Horder en barsk virkelighed. Allerede fra barnsben lærer man at kæmpe, gemme sig eller flygte. For uden den hårdhed så er blot et spørgsmål om tid, før man ender som endnu et offer for tågens altopslugende mareridt.

Nattens Grotter udgør Gelldens største og mest frygtede netværk af underjordiske grotter, huler og tunneler. Disse strækker sig under hele den nordlige bjergkæde i De Forladte Lande – og her hersker et sandt kaos af folkefærd og væsner. Drow-elvere og duegar-dværge, sten-gnomer og kobolds lever side om side – eller i evig strid – med uhyrligheder som huletrolde, ghouls, beholders, mind flayers og endda mægtige stone giants. For mange er Nattens Grotter et levende mareridt, hvor ingen alliancer er få, og hvor døden lurer for enden af hver en gang, bag hver en klippe og i hver en åbning.

Nogle hævder, at grotterne er en direkte passage til både Underverdenen (The Underdark), Afgrunden (hjem for dæmonerne) og Helvedesplanet (djævlenes verden). Hvis dette er sandt, så er Nattens Grotter uden tvivl en port til en ubegribelig og uendelig ondskab.

Men ak, faren slutter ikke under jorden. Bjergene ovenover siges at være lige så dødelige. De øvre domæner er styret af stridende drager og kæmper, mens små nationer og stammer af goliaths, dværge og orker kæmper for at overleve det brutale klima og områdets mange monstre.

Samlet set gør dette Nattens Grotter og bjergene til et af Gelldens absolut farligste steder. Derfor er kun mest hårdføre (eller dumdristige) eventyrere, som har modet (eller uvidenheden) til at færdes her.

Orken Mester Barlix, som siges at være vogter ved grotternes port til Afgrunden 

En af Gelldens lokale hekse, som alle siges at stamme fra heksehjem

Heksehjem er et navn, der nævnes med lige dele frygt og fascination, men som ganske få – hvis nogen – med sikkerhed kan sige, at de ved hvor ligger. De, der påstår at have besøgt stedet, bliver øjeblikkeligt stemplet som løgnere. Dog er de fleste enige om, at Heksehjem gemmer sig et sted dybt inde i tågen, og i hjertet af De Forladte Lande.

Mange forbinder Heksehjem med den rene ondskab. For hekse opfattes som kyniske bedragere, snedige manipulatorer og skruppelløse magtmisbrugere, der udelukkende søger personlig vinding. For nogle få desperate sjæle bliver de en sidste udvej, man tyer til, når alt andet er tabt.

Alle er dog fuldstændig enig i, at en heks ikke kan stoles på. Alle anerkender også, at hekse stammer fra Heksehjem – og at alt det dystre og grumme ved hekse har rod i dette sted.

Udtrykket “Heksehjem har altid plads” er udbredt i Gellden. Det bruges som en advarsel eller spøgefuld kommentar, hvis ikke man finder sig til rette i ens liv eller ens nuværende situation. I så fald kan man altid drage til Heksehjem – og se om man vil få det bedre dér!

Enhver egn i Gellden har sine historier om hekse, og mange er måske så (u)heldig at have en heks boende i sit nærområde. Så hekse er ikke så sjælden et syn som fx drager.