”I døden vil du finde den sande gave. I døden vil du opnå den sande magt. I døden skal du modtage den sande velsignelse!”

Som den yngste blandt De Ni Søjler har Darl aldrig kendt til varme eller omsorg. Hvor andre ser døden som en naturlig afslutning eller en overgang, ser Darl døden som det eneste sande mål.

Han "lever og ånder" (metaforisk talt) for at indlemme alt levende i sit rige. For Darl er livet blot en støjende forstyrrelse; målet er en verden i total stilhed, hvor han står tilbage som den almægtige enehersker over en endeløs skare af udøde.

Darl hersker over den dybeste og koldeste del af Nattens Dal, kendt som Det Sorte Rige. Her findes ingen farver, kun nuancer af gråt og sort. Stedet er fyldt med udøde, som alle har svoret dødsguden evig troskab. Her eksisterer ingen idyl eller nogen form for lykkeligt efterliv. I Det Sorte Rige findes der kun en vilje... Darl's vilje!

Riget er en uendelig labyrint af sletter, landskaber, grave, benhuse og støvede haller, hvor de udøde vandrer uden mål, indtil Darl kalder på deres tjeneste.

Fra sin trone af blegnede knogler overvåger han grænsen mellem de levendes verden og sit rige. Det siges, at luften i riget er så kold, at den fryser selve sjælen på dem, der vover sig derned uden hans tilladelse.

Darl fremstår som en mørk, dyster og skræmmende kutteklædt skikkelse, hvis ansigtsløse nærvær får planter til at visne og lys til at blegne. Oftes beskrives han som et sort hul af død dekoreret i røg, knogler og tyk ondskab.

Hans symbol er et enkelt, hvidt dødningehoved på en sort baggrund – et tegn på den uundgåelige tomhed, døden bringer.

Mens nekromancere og de udøde tilbeder Darl som enehersker i Det Sorte Rige, eksisterer der blandt jævne folk i Gelldens yderområder en anden og mere nærværende frygt.

Her kendes han som Den Tavse Vandrer eller "Sjælehøsteren". I disse fortællinger manifesterer dødsguden sig som en ældgammel, krumbøjet skikkelse iført en slidt, jordfarvet kutte.

Denne skikkelse vandrer hvileløst på landevejene fra by til by og fra egn til egn. Vandreren viser sig i det øjeblik, hvor døden er uundgåelig, hvor en knoglet hånd strækkes frem for i stilhed at opkræve den sjæl, der nu tilhører ham.

Darl er kilden til livets slutning og tilbyder en simpel og mørk vej videre gennem nekromanti og forfald. Ofte arrangerer han døden, det sidste øjeblik, på måder som udelukkende tjener dødsgudens egen ambition om at blive almægtig og eneste herre over alt.

Det siges at Den Livsløse kan rejse hære af udøde med en tanke og slavebinde sjæle til deres rådnende kroppe for evigt.

Darl's blik kan få kød til at rådne og jern til at ruste på et splitsekund – og Forfaldets Herre søger konstant at svække barrieren mellem Gellden og sit domæne.

Dødsguden lokker de dødelige med hemmelighederne bag det "sande liv" efter døden, men hans gaver er altid en lænke, en fælde og aldrig en befrielse eller en velsignelse.

Darl er isoleret og afskyet blandt de øvrige guder – en status han bærer med iskold ligegyldighed.

Kun Mardon og Luxanda har noget til overs for deres yngre bror. Mardon ser ham som en nyttig "skraldemand", der rydder op efter hans krige, mens Luxanda ser ham som et nyttigt skræmmemiddel over for dem, hun manipulerer og korrumperer.

Begge bruger dog udelukkende Darl til egen vinding – og interagerer sjældent med dødsguden.

Zuna er Darl's ubetinget ærkefjende. Livsgudindens kærlighed til livet står i direkte kontrast til dødsgudens ambition om ubetinget død. Darl, Zuna og deres tjenere har siden gudernes tilstedeblivelse befundet sig i en evig og hellig krig.

Orthan, solguden, støtter trofast Zuna og har forlængst indset, at Darl, Forfaldets Herre, har vendt ryggen til lyset.

Ellias, skabelsesguden, afskyr dødsguden, fordi denne kun "skaber" livløse skaller uden sjæl, gnist eller skønhed.

Naturens gudinde, Umora og vidensguden, Helder, ser Den Livsløse som en naturstridig vederstyggelighed, der hverken respekterer den altgørende balance eller en søgen efter viden.

Og da Darl altid ignorerer og overtræder gudernes love, så søger Kias, retfærdighedens gudinde, altid at belære, dømme og straffe dødsguden.

Darls følgere er ikke talrige, men de er ekstremt farlige og loyale. Fx. hviskes der i Gelldens skygger om en hemmelig og fanatisk kult, der betragter livet som udød som den ultimative guddommelige gave. Nogle siger, at denne kult søger nogle magtfulde relikvier til et ritual, der har til formål at oversvømme Gellden med dødens hær.

Af andre kendte følgere tæller fx nekromancere og de folk samt væsener, der frygter deres egen dødelighed så meget, at de er villige til at tjene Forfaldets Herre for at kunne leve evigt i hans mørke.

Dertil kommer selvfølgelig alle udøde skabninger, som i evighed er dømt til at tjene Den Livsløse. Nogle er hjernedøde skabninger, som kun tørster efter de levende og deres varme. Andre er intelligente væsener, som gennem snilde og kraft føjer dødsgudens ønsker.

Alle, som er imod døden og de udøde, er Darl fjendlig stillet. Zuna og hendes tro og dedikerede følgere er og har altid været i åben strid med dødsguden og hans tjenere.

Præster, paladins og andre hellige følgere af lysets og balancens guder ser også Darl og hans udøde som noget vederstyggeligt, som denne verden skal befries fra.

Så er der de almindelige dødelige og godtroende væsener, som alle opfatter Darl som et evigt og frygteligt mørke, der er et truende minde om hvad der venter de, som ikke følger den lyse sti, som lysets guder lægger foran dem.

Omkring De Forladte Lande hviskes historien om Nosdomo. En mægtig troldmand, som blev lovet evigt liv af Darl, så han kunne leve med sin elskede elverkvinde.

Men Nosdomo endte som udød lich og mødte rædsel i stedet for kærlighed. I sorg og vrede svor Nosdomo at udslette alt liv som hævn – præcis som Darl havde planlagt det fra starten.

Et gammelt og glemt sagn fortæller, at dødsguden kun har et øje. Det andet gav han som pris for et ritual, som skulle åbne en portal mellem verdenen og Darls dødsrige.

Ritualet blev afværget – og Den Livsløse har angiveligt ledt efter øjet lige siden.

Det siges, at Darl én gang formåede at korrumpere en af Zunas engle. Gennem snilde, tålmodighed og hjælp fra Luxanda, fik Darl englen til at vende sig mod sin skaber.

Denne bedrift siges, at være den eneste gang, Den Livløse har følt et lille gran af noget, der lignede glæde.

Orthan er den mægtigste og ældste blandt De Ni Søjler og lederen af Lysets Guder.

Gellden – Søjlernes Krig