Gelldens racer: Småfolket

Halflings og gnomer bliver ofte omtalt som småfolk under ét, og mange i Gellden har svært ved at se forskel på dem. Men hvor halflings tit er præget af fællesskab, livsglæde og en bemærkelsesværdig evne til at lade heldet arbejde for sig, er gnomer ofte drevet af nysgerrighed, magiforståelse og ønsket om at forstå og forbedre verden omkring dem.

1

Halflings og Gnomer i Gellden

Gellden er hjemsted for mange forskellige racer, men få er så lette at undervurdere som halflings og gnomer. De er små af statur, men deres kulturer, personligheder og roller i samfundet spænder vidt. Selvom halflings og gnomer er blandt kontinentets mindre folk, så er de sjældent blandt de mindst betydningsfulde eller vellidte.

Men hvad er egentlig forskellen på de to racer – og hvor ligner de hinanden?
To små eventyrer. En halfling til venstre og en gnom til højre

De fysiske forskelle

Generelt siges det at halflings sjældent søger at forandre verden. Gnomer kan have svært ved at lade være.

Udseendesmæssigt ligner halflings og gnomer ved første øjekast hinanden nok til, at de ofte forveksles. Begge racer er små, og begge kan have et meget varieret udseende. Der er dog ofte tydelige forskelle.

Halflings

Halflings har generelt menneskelige kropsproportioner. De kan være slanke eller runde, men deres kroppe føles som mindre udgaver af menneskers. Deres ansigter er ofte bløde, runde og venlige, og deres ører er menneskelignende eller let afrundede afhængigt af deres slægt.

Halflings har som regel blødt hår og praktiske frisurer. Mænd anlægger sjældent store fuldskæg, men bakkenbarter og overskæg er ikke usædvanlige.

Og selvom historier fra andre verdener måske fortæller om halflings med ekstremt behårede fødder, er dette ikke tilfældet i Gellden.

Halflings er typisk mellem 90 og 110 cm høje og vejer omkring 18–23 kg.

Gnomer

Gnomer har derimod mere markante nisse-, elver- og fe-lignende proportioner. Deres hoveder og øjne er en anelse større i forhold til kroppen, og deres ansigtstræk er ofte mere særprægede og de fleste har lange spidse ører. En markant næse, høje kindben eller intense øjne er heller ikke ualmindeligt.

Deres ører er tydeligt spidse og minder om elvernes, men er tit større og sidder mere ud til siden.

Gnomisk hår kan være vildt, strittende eller på anden måde iøjnefaldende, og nogle mandlige gnomer bærer velplejede, spidse eller trimmede skæg.

Gelldens gnomer er mindre end halflings. De er typisk mellem 80 og 100 cm høje og vejer omkring 18–22 kg, hvilket gør dem til Gelldens mindste spilbare race.

Den lille forskel

Den lille forskel i størrelse er dog sjældent nok til at afgøre, om en fremmed er halfling eller gnom. Det er som regel ansigt, ører, kropsbygning og opførsel, der afslører det.

Det til trods, så er Gelldens småfolk selvfølgelig akkurat lige så forskellige hver især som mange af kontinentets øvrige racer.

Levetid

Halflings lever typisk omkring 150 år, hvorimod gnomer har en noget længere levetid på mellem 350 og 500 år. Halflings anses som voksne ved 20-årsalderen, imens gnomer går ind i voksenlivet, når de runder de 40 år.

For halflings handler livet ofte om at nyde det, man har fået. For gnomer er et langt liv en invitation til at lære og udforske mere.

Halflings i Gellden

Halflings er generelt et jordnært og livsglad folk. De har sjældent store ambitioner om at erobre, herske eller omskrive verdensordenen. I stedet finder de glæde i det nære: et godt måltid, et varmt hjem, gode venner og en historie, der bliver bedre for hver gang den fortælles.
Det betyder dog ikke, at halflings er naive eller uden ambitioner. De er ofte dygtige til at tilpasse sig, når verden omkring dem ændrer sig. Hvor andre racer forsøger at kontrollere deres skæbne, har halflings en bemærkelsesværdig evne til at bevare roen og stole på, at tingene nok skal løse sig.

Og på mystisk vis gør de ofte netop det.

Halflings har ingen medfødt magi. Deres styrke ligger andre steder. De er praktiske, sociale og ofte overraskende modstandsdygtige, når livet pludselig bliver mere alvorligt, end de havde håbet.

Der findes mange forskellige halfling-samfund i Gellden, og deres kulturer kan være vidt forskellige. Kasler-halflings på Juvelkysten lever eksempelvis af underholdning og gæstfrihed, mens Valdur-klanen i Norland er fiskere og hårdføre arbejdere. Dolperne i Aldenmor er kendt for deres livsglæde, mens halfling-klaner i Helmark har gjort ridning og avl af deres dyr til en vigtig del af deres kultur.

giri Stenkløver, dværg og bygherre i Larxu, Aldenmor

"En halfling kan noget, som en dværg ofte glemmer. Man behøver nemlig ikke eje et helt bjerg for at være speciel. Blot man har et varmt hjem, et godt måltid og nogen at dele det med, så behøver man ikke ret meget mere."

Dolperne

I Solvarden, Gelldens største skov, lever Dolperne – en stor halfling-befolkning og et af kontinentets mest markante halfling-samfund.

Solvarden er også hjemsted for elverriget Tellgarden og Vizmors centaurer, og Dolperne har derfor gennem generationer levet tæt på andre meget forskellige kulturer.

Dolperne er kendt for deres muntre og livsglade natur. De fejrer livet med en entusiasme, som få andre samfund kan matche. En af deres årlige traditioner er en fire dage lang fejring af livet i Zunas navn, hvor mad, drikke og festligheder fylder dagene.

Kasler-halflings

På Juvelkysten i Ismar findes en stor halfling-slægt kendt som Kasler-halflings. De har gennem generationer specialiseret sig i underholdning, service og handel og driver blandt andet værtshuse og underholdningssteder i Arro og Sampeo.

De fleste Kasler-halflings er velhavende og har ry for at være særdeles dygtige til at tjene penge. For dem er gæstfrihed ikke blot en dyd, men også en levevej.

Helmark's halflings

Helmark har flere mindre halfling-klaner. Mange af dem er kendt for deres forhold til dyr og ridning, og både ponyer og store hunde bruges som ridedyr.

Den mest kendte er Rødtand-stammen, som gennem generationer har opdrættet og redet ulve. Halflingernes særlige forhold til deres ridedyr har givet dem et blandet ry blandt Helmarks mange slettestammer og -klaner. Nogle ser dem som dygtige ryttere og avlere, mens andre har svært ved at tage små ryttere på ulve helt alvorligt.

Det ændrer dog ikke på, at Rødtand-stammen har gjort ulveridning til en kunst.

Solhems "små konger"

I Solhem i Brindendur lever en mindre gruppe halflings, der ofte kaldes Boulevardens Små Konger. Gruppen driver en del beværtninger på Latterens Boulevard og har opbygget et solidt ry som både forretningsfolk og festaber.

De er blandt de mindre halflings i Gellden, men deres størrelse har aldrig stået i vejen for deres evne til at drikke. Tværtimod er deres imponerende alkoholiske kunnen blevet en del af deres lokale ry.

Valdur-klanen

I Idlehem i Norland findes Valdur-klanen, en mindre gruppe halfling-fiskere. Livet ved vandet har gjort dem hårdføre og arbejdsomme, og de adskiller sig på flere punkter fra den stereotype forestilling om den altid muntre halfling. De er desuden også kendte som gode krigere.

Valdur-klanen er generelt mere alvorlig og reserveret end mange andre halflings, men de deler stadig folkets stærke fællesskab og evne til at finde glæde i de små ting.

Gnomer i Gellden

Hvor halflings accepterer verden, som den er, har gnomer en næsten uimodståelig trang til at undersøge den.

Gnomer fødes med en naturlig magisk gnist, og deres forbindelse til feverdenen nævnes ofte som en del af forklaringen på deres særlige natur.
Hvor halflingen spørger, hvordan kan sådan noget fungere, undrer gnomen sig ofte, hvorfor det fungerer – og hvad der ville ske, hvis man modificerede eller skilte det ad.

Gnomer er opfindsomme, nysgerrige og ofte lettere excentriske. Nogle bliver geniale opfindere. Andre helliger deres liv til viden, arkanske studier eller videnskabelige teorier. Mange lever dog helt almindelige liv som håndværkere, købmænd, lærde eller borgere.

Deres medfødte magiske evner og større modstandsdygtighed over for magi gør dem samtidig til et naturligt syn i Gelldens arkanske miljøer.

Lady elandria, elver og medlem af Elliens stjerneforsamling

"Gnomer er unikke på en ganske særlig måde. Ikke fordi de nødvendigvis er magtdrevne, men fordi de nægter at acceptere, at noget ikke kan forstås. Giv en gnome en uløselig gåde, og du kan være sikker på, at den nok ikke forbliver uløselig."

Anglegus Gnomerne

I Monta Mar i Ismar har gnomerne i den store Anglegus-familie opbygget en betydelig forretning inden for valutaudveksling og långivning.

Klanen er et godt eksempel på den gnomiske kombination af intelligens, nysgerrighed og forretningssans. Hvor andre måske ser økonomi som et spørgsmål om mønter og kontrakter, ser en gnom ofte et system, der kan undersøges, optimeres og – hvis nødvendigt – gentænkes.

CVTF-lauget

I Carto, særligt omkring Carto By, findes der et større gnom laug kaldet CVTF (Central for Visionær Teknisk Fremdrift) eller i daglig tale bare gnom-lauget.

CVTF-lauget hjælper ofte præstestyret med at anvende videnskabelig tænkning og logik på religiøse og såvel praktiske spørgsmål og problematikker. Medlemmerne er kendt for deres høje intelligens og deres store passion for opfindelser, teorier, systemer og viden.

Mange af laugets gnomer har mørkt hår og mændene anlægger ofte skæg med alderen. Deres skæg er dog typisk langt mindre imponerende end dværgenes, hvilket de Carto gnomer naturligvis selv finder fuldstændig irrelevant.

Ravdal-gnomerne

I Ravdalen i Brindendur lever Ravdal-gnomerne, en større gnomisk slægt med stærke arkanske evner.

Næsten alle Ravdal-gnomer er kendt for deres høje intelligens og store hunger efter viden. Mange begynder deres arkanske studier allerede som ældre børn og fortsætter senere som lærde, rådgivere eller etablerede troldmænd.

Der går dog også historier om, at enkelte Ravdal-gnomer tilbyder deres arkanske evner til formål, der ikke altid tåler dagens lys.

Om historierne er sande, er en anden sag.

Tralliga-familien

I byen Zalenbard, i De Fire Grevskaber, findes den berømte – eller berygtede om man vil – Tralliga-familie.

Tralligaerne er kendt for deres opfindelser, og især deres krigsmaskiner har gjort familien berømt. Deres konstruktioner er ofte lige så fantasifulde som de er praktiske, og det skal siges, at ikke alle af deres opfindelser overlever første demonstration.

Tralligaerne er spraglende af udseende og har en spinkel kropsbygning. De har ry for at være både excentriske og skrøbelige, men det har aldrig stoppet dem fra at bygge maskiner, som man måske bør tænke sig om to gange før brug.

Zalladus Gnomer

Ud over det gængse Gellden lever der gnomer, som kan spore, eller som påstår man kan spore, deres familieslægt helt tilbage til den sagnomspundne Zalladus (en af de mest berømte gnomer i hele Gelldens historie).

Zalladus var efter sigende en multikunstner og opfinder. Glad og nysgerrig på livet, nogle påstår at han var halvt halfling, og samtidig lynende intelligent og vidensbegærlig.

Disse mange evner og færdigheder er så gennem tiden nedarvet til gnomer spredt ud over Gellden. Og med en Zalladus ved man aldrig hvad man får – andet end en ret så unik og egenrådig gnom!
En halfling og en gnom engageret i hver sin passion.

2

Ophav, Tro & Samspil

Halflings og gnomer er ifølge skabelsesberetningen ikke blandt gudernes første skabninger, og deres oprindelse er stadig genstand for spekulation.

Begge racer nævnes kun få gange i Søjlernes Bog, som danner det religiøse fundament for guderne De Ni Søjler, Gelldens hovedtro. Der findes derfor ingen enkeltstående skrifter, som halflings eller gnomer generelt accepterer eller deler. Af samme grund er det derfor nok naturligt, at de fleste halflings og gnomer er heller ikke særligt religiøse eller troende.

Halflings og guderne

Halflings har ingen samlet tradition for tilbedelse af én bestemt guddom. I stedet retter mange deres bønner mod den gud, der passer til situationen.

I spil og konkurrencer er det ikke ualmindeligt at en halfling sender en bøn til Luxanda, gudinden for spil og fristelse. Nogle halflings mener også, at deres næsten altid tilstedeværende held må være en mærkelig arv af en slags fra gudinden selv.

På en gård eller i hverdagens små situationer ytres der måske en bøn til Orthan, solens gud, eller Zuna, livets gudinde – men det er mest for lykkens og tilfældets skyld og fordi det sikkert er blevet en vane.

Halflings har også en særlig forkærlighed for fester og mærkedage. Nogle foregår måske i guders navn eller ære, men udadtil synes der ikke at være meget tro eller religion til steder under disse festligheder.

For mange halflings behøver ikke en speciel anledning til fest og hygge. Hvis der er god mad, godt selskab og tid nok, kan næsten hvad som helst blive til en fejring af en slags.

Gnomerne og tro

Gnomer er heller ikke særligt religiøse, men mange har dog ofte et tættere forhold til Ellias, skabelsens gud end til andre guder.

For mange gnomer handler tilbedelsen dog mindre om traditionel religion og mere om skabelsen selv. En bøn til Ellias kan være et håb om en velsignelse før et eksperiment, en ny opfindelse eller et forsøg på at forstå noget, ingen har forstået før.

Gnomiske traditioner er ofte knyttet til viden, læring, forretning eller arkanske studier. Blandt Ravdal-gnomerne er det eksempelvis almindeligt, at børn begynder deres arkanske uddannelse allerede i en relativt ung alder.

Det har medvirket til, at mange gnom trolddomsudøvere gennem tiden har søgt optagelse i Isanos Arkanske Broderskab, den nomadiske sammenslutning af magikere i Ismar.

mira Solvind, menneske og kroejer

"En gnom og en halfling minder meget om hinanden – og på nogle punkter opfører de sig ens. Men stiller du en kande øl og en mekanisk anordning foran dem begge, så er der ingen tvivl om hvad de hver især vil kaste sig over."

Relationer

Halflings og gnomer bliver af mange ofte betragtet som én samlet racegruppe, hvilket er fejlagtigt. Deres forhold til andre folkeslag er faktisk på mange områder forskellige.

Halflings Relationer til andre racer

Mennesker & Aasimar

Halflings har generelt et godt og nært forhold til mennesker og aasimars – og halflings er ofte vellidte og endda elsket blandt dem.

Gnomer

Gnomer har et nært og venskabeligt forhold til halflings og ser dem ofte som gode rejsekammerater. Dog er halflings næsten umulige at inddrage i en intelligent og vidensholding samtale.

Dværge

Forholdet er godt, men dværge kan have en tendens til at opføre sig en smule belærende overfor halflings – som om de har brug for hjælp til at forstå, hvordan verden fungerer.

Elvere

Halflings har generelt et godt forhold, om end elvere indadtil ser lidt ned på en halflings simple og lette tilgang til livet.

Tieflings & Dragonborns

Dragonborns finder ofte halflings underholdende – omend mange dragonborns betragter halflings som børn.

Tieflings

Tieflings har ofte en særlig forståelse for halflings, da mange deler en halflings livsbekræftende syn på tilværelsen.

Orker & Goliaths

Orker og goliaths har ofte svært ved at forstå, hvad halflings egentlig bidrager med – og betragter dem derfor ikke nødvendigvis som særligt relevante eller brugbare.

Gnomers Relationer til andre racer

Mennesker

Gnomer har for det meste et godt og nysgerrigt forhold til mennesker. Menneskers trang til udvikling og opfindelser holder mange gnomer beskæftiget.

HAlflings

Halflings har et godt forhold til gnomer og anser dem mange gange som fjerne slægtninge, der dog for det meste desværre hellere vil læse en bog end dele brød og et godt krus øl med skum.

Dværge

Forholdet er acceptabelt, men kan også være præget af spændinger, da mange dværge har svært ved at acceptere gnomers opfattelse af Ellias, skabelsesguden.

Elvere

Elvere har ofte et godt forhold til gnomer. Elvere anerkender typisk gnomernes forbindelse til magi og deres nysgerrighed samt grundighed.

Tieflings

Tieflings anerkender og roser ofte gnomernes intelligens – og finder især deres opfindelser særdeles nyttige.

Dragonborns

Dragonborns har for det meste et neutralt forhold gnomer. Der eksisterer sjældent konflikter eller særlige bånd i mellem de to racer.

Orker & Goliaths

Orker og goliaths forstår ikke gnomernes interesser og passioner – og finder derfor gnomer irrelevante og ubetydelige i mange tilfælde.
En dværg og en halfling morer sig hjerteligt over en morsom hændelse.

3

Småfolk i De Ni Nationer

Halflings og gnomer findes næsten overalt i Gellden, men sjældent i større antal eller samlinger. Deres antal og betydning varierer fra nation til nation.

General Valhauzer, leder af Brindendurs kongebrigade

Ældre mand med grå skæg og rødt kappeklæde, alvorligt udtryk og arret ansigt.
"Jeg har set halflings blive i en kamp, som mange soldater havde opgivet. Og jeg har set dem komme med mad, motivation og en plan, der overraskende virkede. Nogle kalder det held. Jeg siger, at størrelse ikke er afgørende. Det er mod og hjerte, som tæller."

Republikken Aldenmor

Aldenmor har både halflings og gnomer.

Dolperne udgør en af de største halfling-befolkninger i Solvarden, Gelldens største skov, hvor de lever side om side med Tellgardens elvere og Vizmors centaurer.

Gnomerne er mere spredt. Der går dog rygter om en næsten udelukkende gnomisk gren af det kriminelle netværk Kuben, et sted i Mandolmar.

Elverriget Ellien

Der findes relativt få småfolk i Ellien, og gnomerne er færre end halflings.

Halflings lever her for det meste i det nordvestlige Ellien, hvor de bor side om side med en mindre menneskelig befolkning.

De gnomer, der findes i landet, er der ofte som forretningsfolk eller rådgivere af en enten videnskabelig eller arkansk slags.

Kongeriget Norland

Norlands mest kendte halflings er Valdur-klanen i Idlehem, der lever som hårdføre fiskere (og krigere).

Der findes ikke mange større gnom grupperinger i Norland, men en berømt gnom og sorcerer, Hiestus Måneøje, har en særlig position, som en af kong Eidurs mest mærkværdige og betroede rådgivere.

Det Ismarske Kejserrige

I Ismar er der flere markante småfolkssamfund.

På Juvelkysten findes fx Kasler-halflings, som gennem deres værtshuse og underholdningssteder er blevet en integreret del af kystens luksuriøse ferie- og natteliv.

I Monta Mar driver gnomklanen Anglegus en stor virksomhed inden for valutaudveksling og långivning.

Der findes også flere gnomer blandt de omrejsende magikerne kendt som Isanos Arkanske Broderskab.

Klanriget Helmark

Helmark har flere mindre halfling-klaner, især blandt de folk, der rider ponyer og store hunde. Rødtand-stammen er den mest kendte og har gennem generationer avlet og redet ulve.

Der findes få gnomer i Helmark. Landets hårde plains og barske livsstil er ganske enkelt ikke det miljø, de fleste gnomer søger.

Helmark har dog også fostret en af Gelldens mest berømte halflings: Dugo Knosang, den navnkundige gladiator fra Arena De Grandius i Halendos.

De Fire Grevskaber

Der findes halflings i stort antal i De Fire Grevskaber, men ingen enkelt slægt dominerer.

Boulevardens Små Konger siges at være interesserede i at købe flere værtshuse og fornøjelseshuse i Nordelmor. Det sker angiveligt diskret, da de førende tieflings i området ikke nødvendigvis ønsker for mange udenlandske investorer.

I Zalenbard holder gnom-familien Tralliga til. Deres opfindelser – især deres krigsmaskiner – har gjort dem kendte langt uden for grevskabernes grænser.

De Forladte Lande

De Forladte Lande er ikke et sted, hvor hverken halflings eller gnomer normalt søger hen. Men der findes altid undtagelser.

Eventyrlystne halflings og nysgerrige gnomer har i hvert tilfælde én ting til fælles... De kan begge finde på at gå steder hen, hvor alimindelige og fornuftige personer ville vende om.
En ung gnom på eventyr får sig en teoretisk snak med en sølvdrage.

4

Rollespil: Inspiration & Tips

En halfling i Gellden behøver ikke være munter, venlig eller social – ligesom en gnom ikke altid er en nysgerrig arkansk opfinder. Halflings og gnomer er og kan være mange forskellige ting. Der findes også gnomer, der er vilde barbarer eller gnavne præster såvel som der findes halfling bibliotekarer og necromancers.

HAlflings

Selvom halfling-kulturen ofte forbindes med fest, mad og fællesskab, findes der også videnssøgende, introverte, alvorlige og reserverede halflings – ligesom der findes egoistiske og sundhedsfokuserende halflings. 

Det vigtigste er ikke, at din halfling altid er glad. Det er, at din halfling har en måde at møde verden på. Den behøver ikke altid at gå gennem mad, fest og drikke – men den kan godt.

Måske tror du oprigtigt på, at tingene nok skal gå. Måske tager du hver dag, som den kommer. Måske er du den person i gruppen, der holder hovedet koldt, når alle andre begynder at gå i panik.

Eller måske er du bare meget, meget heldig.

Gnomer

Gnomer er perfekte til spillere, der gerne vil spille en karakter med nysgerrighed som drivkraft. Men en gnom behøver ikke være en excentrisk opfinder. En gnom kan sagtens være en udadvendt krovært, en forretningsorienteret købmand, en arkansk kriger eller en helt almindelig borger, der bare gerne vil forstå, hvorfor naboens dør knirker.

Men køber du ind i denne gnom ærketype, så overvej, hvad din gnome ikke kan lade være med at undersøge.
  • Hvad vil du bare så gerne vide?
  • Hvad vil du eller hvad har du skilt ad? 
  • Hvilken hemmelighed er du villig til at bruge hele dit liv på at forstå?
  • Og hvad tror du der sker, når du endelig finder dine svar?

Vezro Himmelskæl, Dragonborn skibskaptajn fra Ludenport

"Jeg hyrede engang tre gnomer til at reparere mit skib. De fandt fjorten fejl, jeg ikke vidste, skibet havde, byggede to maskiner, jeg aldrig bad om, og fjernede en del af konstruktionen, fordi de mente, den var overflødig. Skibet sejler stadig. Jeg ved bare ikke længere, hvordan."
Eksempler på halflingnavne
Mandlige navne Kvindlige navne Efternavne
Arvi Alise Dolper
Benno Gera Granlyst
Geran Jutta Kasler
Pipo Kisa Rødhøj
Molo Lune Trellebæk
Vidlum Vida Valdur
Eksempler på gnomnavne
Mandlige navne Kvindlige navne Efternavne
Heigo Avanni Angelus
Leksian Imora Italaksus
Rumle Kiollo Lukarol
Struktus Lucira Lyssind
Tober Sassi Tralliga
Valox Tita Varoxel

Legender og sagn

Vargal, den sorte dødsslaad
Blandt halflings findes der få fortællinger eller vandrehistorier, som deles på tværs af Gellden. Men den mest kendte – og mest frygtede – handler om Vargal, den sorte dødsslaad.

Ifølge fortællingen har Vargal jagtet halflings gennem generationer. Tilbage i tidernes morgen blev det nemlig profeteret, at slaaden ville blive ophøjet til guddom, hvis den fortærede den sidste levende halflings hjerte.

Af denne makabre grund har halflings i generationer genfortalt historien. Nogle fortæller den for at skræmme børn. Andre fortæller den ved lejrbålet, imens enkelte halflings hævder, at Vargal stadig dræber halflings i håbet om at næste hjerte er det sidste hjerte.
Arkana's magiske strøm
Blandt gnomer går én legende igen næsten overalt i Gellden. Legenden fortæller, at Arkana, den forviste gudinde for magi, har efterladt en slags magisk strøm i Gellden – en oprindelig kilde, hvor magien findes i sin reneste og mest kraftfulde form.

Ingen dødelig kan ifølge legenden tilkalde eller tæmme denne strøm. Dog drømmer mange gnomer om at finde den – og for nogle er det en livslang besættelse. For andre blot en fascinerende tanke.

Men fortællingen om Arkanas magiske strøm er blevet en del af den gnomiske forestilling om, at enhver hemmelighed kan forstås, hvis man blot stiller det rigtige spørgsmål.

Plot-idéer

Halfling-jægeren
En gammel halfling fortæller, at Vargals profeti tilsyneladende ikke blot er en myte. Nogle jager, dræber og tager hjerter fra halflings. Og halflings rundt omkring er med rette begyndt at blive rigtig bange.
Tralligas seneste opfindelse
Tegningerne til en af Tralliga-familiens nye krigsmaskiner er forsvundet. Gnom-familien er desperat for at få tegningerne den tilbage, før nogen opdager, hvad krigsmaskinen rent faktisk kan.
Dolpernes fest
Dolperne er i gang med deres store årlige fest. I fire hele dage skal de fejre livet. Men festens midtpunkt, en udskåret træstatue af gudinden Zuna med platinudsmykninger, er forsvundet og uden den kan dolperne ikke holde deres fest.
Problemer med Kuben
Der går et rygte om at en næsten udelukkende gnomisk gren af Kuben styrer dele af Aldenmors hovedstad Mandolmar. Myndighederne vil have afdelingen opløst og lukket, men ingen ved om disse gnomer reélt findes eller hvor de i så fald skal lokaliseres.
En gruppe af halflings fejrer at endnu en morgendag er på vej.

5

Afrunding: Hvad er småfolkets plads i dit Gellden?

Halflings har fundet deres styrke i fællesskab, tilpasning og evnen til at nyde livet, selv når verden bliver vanskelig. Gnomer har fundet deres i nysgerrighed, opfindsomhed og en næsten ustoppelig trang til at forstå det ukendte.

Selvom de ikke er ens på mange områder, så de deler én ting. De bliver ofte undervurderet. Og måske er netop dér, deres største styrke ligger.

Hvad er din historie?

Disse racebeskrivelser bør bruges udelukkende som en inspiration til jeres halflings og gnomer. For ved jeres bord bestemmer I om disse "småfolk" er glade livsnydere, et videnshungrende folkefærd eller noget helt tredje eller fjerde?

Disse ophav, slægter, navne og plots til fri afbenyttelse eller fortolkning. Tag og brug det I lyster, supplér det med nyt eller kom op med noget, der er jeres helt eget.
En lille terminologisk bemærkning: Vi er naturligvis bekendt med, at species er den officielle betegnelse i Dungeons & Dragons 5e (2024). I Gellden holder vi dog fast i det velkendte og traditionsrige begreb racer. Det er et bevidst redaktionelt valg, der afspejler vores tilgang til fantasy og rollespil – uden at ændre på, hvilke regler eller spilmekanikker der henvises til.

Vil du have en kort introduktion til Gellden?

Få en introduktion til kontinentet Gellden, dets nationer, religion, vigtige personer og lokationer.
©
2026
Gellden – Søjlernes Krig
Alt information og materiale på dette site kan bruges gratis, men må ikke videredistribueres eller sælges for egen vinding skyld.

De Forladte LAnde

Hovedstad: Ingen officiel (His'Dahr)
Regent: Ingen (måske Hærfører Ta'Mocx)
Folkefærd: De Forladte Lande er et barskt og broget hjem for mange frygtede folkefærd. Hobgobliner udgør den dominerende magt, efterfulgt af orker, gnolls og gobliner. Minotauere, lizardfolk og kobolds lever i spredte stammer, mens mennesker er få, men til stede. Resten er en kaotisk blanding af alt muligt andet – som er meget værre!

Præsteriget Carto

Hovedstad: Carto By
Regent: Søjlernes Børn
Folkefærd: Både land og hovedstad domineres af mennesker. Dog er næsten alle racer repræsenteret i Carto, for her vægtes tro højere end blod. Af alle racer har Aasimars en særlig ophøjet status og betragtes af flertallet som gudernes udvalgte, næsten mere himmelske end jordiske.

Klanriget Helmark

Hovedstad: Borgelheim
Regent: Klanmester Dular
Folkefærd: Helmark består af et utal af små klaner og stammer, hvoraf de fleste er raceopdelt. Af disse stammer er dværgene, orker, hobgoblins, goliaths og menneskene de mest dominerende. Mange af klanerne er hesteridende nomadefolk, som lever på landets bakkede sletter og i de høje bjerge.

Kongeriget Norland

Hovedstad: Idlehem
Regent: Kong Eidur
Folkefærd: Norland regereres af mennesker, men befolkningen består også af mange andre racer, hvor især de mere stålfaste respekteres og tages med på råd. Såsom dværgene, goliaths, tabaxi og orkerne.

De Fire Grevskaber

Hovedstad: Nordelmor
Regent: De fire grever/grevinde
Folkefærd: De Fire Grevskaber er ledet af tieflings, som sidder på 99% af alle ledende poster i landet. Andre racer bor og lever her, men må finde sig i tiefling-styret og de øverste ledere; Grev Beltenbrinn, Grev Monsasa, Grev O’Bel og Grevinde Martello.

Republikken Aldenmor

Hovedstad: Mandolmar
Regent: Statsholder Veles O'dahr
Folkefærd: Aldenmor består af en bred blanding af mange racer. Menneskene er i et lille overtal i republikken, som også omfatter separate dværge-, halflings- og elvernationer og større grupper af gnomer, tieflings, goblins, goliaths, orker, kentauere mm.

Elverriget Ellien

Hovedstad: Vardell
Regent: Kong Lubien Allarien IV
Folkefærd: Elverriget består, som navnet også indikerer, næsten udelukkende af elvere, der lever under et kastesystem, som opdeler folket i 5 forskellige samfundslag. I Elliens elvere bor der også få mennesker, halflings, tieflings mm i riget. Disse minoriteter er dog alle uden for nogen reel indflydelse.

Kongeriget Brindendur

Hovedstad: Mindenbard
Regent: Kong Velmer I
Folkefærd: Brindendur er et rige præget af stærke traditioner og en tydelig samfundsopdeling. Menneskene har i generationer været den dominerende magtfaktor og udgør også flertallet af befolkningen. Andre racer tåles og eksisterer, men de ses ikke ofte i de højere samfundslag.

Det Ismarske Kejserrige

Hovedstad: Ismark
Regent: Kejser Esseltin III
Folkefærd: Kejserriget er ledet af mennesker, men befolkningen afspejler også en bred vifte af andre racer, såsom elvere, dværge, halflings, goliaths, tieflings, orker og minotauere.