Borgelheim er klanrigets eneste storby og regnes som landets uofficielle hovedstad. Byen ligger ved foden af Isfader Bjergene, den store bjergkæde, som strækker sig fra Helmark i øst og videre over De Forladte Lande til at ende i Norland mod nordvest. I hjertet af byen har Faderkilden sit udløb. Kilden som forsyner byen med Gelldens mest eftertragtede drikkevand, danner grundlag for byens placering og dens vækst.

Byen er i rivende udvikling. Gamle træhytter, fælleshaller og langhuse fra tidligere tider står nu side om side med nyopførte stenbygninger, rigmandshuse og et igangværende slot bygget til Klanmester Dulars ære. Håndværkere og arbejdere strømmer til fra nær og fjern, lokket af rigeligt arbejde og god betaling.

Til trods for Helmarks voldelige historie, så har Borgelheim altid været et neutralt mødested. Et sted hvor stammerne kunne forhandle, mægle og forsones.

Midt i byen rejser Klansalen sig – et imponerende fort og landets eneste symbol på fællesskab. I den store firkantede rådssal pryder bannere væggene – ét for hver af Helmarks mange stammer og klaner.

Udsigten til Borgelheim, Helmarks eneste storby

Klanmester Dular, leder af Storklanen Helmark

Klanmester Dular er på kort tid blevet en levende legende i Helmark. I løbet af få år har han samlet store dele af et folk, som indtil nu kun har været kendt for splid og egoisme. Disse mange klaner tjener nu ét fælles banner: Storklanen Helmark.

Dulars oprindelse er omgærdet af mystik og myter. Flere historier går dog på, at han blev fundet af Blodflint Stammen som spæd, forladt på sletten. Stammen, en broget, nomadisk stamme bestående af både mennesker, goliaths og dværge, tog efter sigende Dular til sig og opdragede ham som en af sine egne. Gennem både kløgt og råstyrke steg han hurtig til tops i stammen og kort tid efter begyndte han, at samle naboklaner under sit banner, gennem snu forhandling eller ærefulde tvekampe.

Da Dular er én af de eneste, der nogensinde har båret titlen Klanmester, så indgyder han respekt på tværs af racer og traditioner. Dular er både en mesterfuld kriger og strateg, der er frygtet på slagmarken og beundret for sin evne til at tale til folkets sprog. Modsat mange af sine forfædre, er han også altid villig til at bøje sig – hvis det styrker Helmark.

Rygter siger, at Dular for tiden er på rundrejse i landet med ét mål for øje: At samle alle Helmarks stammer i én og samme klan.

De 500 Klaner er en bred betegnelse for de mange stammer og klaner, der gennem generationer har beboet Helmarks sletter, bakker, bjerge og skove.

Helmark har aldrig været samlet under én leder, men har i stedet været præget af evigt skiftende alliancer, stridigheder og blodfejder. Klanerne har hver især tilpasset sine omgivelser og ofte levet på naturens præmisser. Gennem tiden har de bekriget hinanden det ene øjeblik for at stå side om side det næste øjeblik, når ydre trusler meldte sig.

Det er disse klaner, som Klanmester Dular nu forsøger at forene under ét banner. Blandt de mest kendte er:

Tilsammen udgør de det stridige klanrige, som måske for første gang i historien er ved at finde en fælles sag.

En udkigspost for Bjørnefolket

En af Helmarks mange dygtige hesteryttere

Helmarks ryttere er en betegnelse for de mange frygtløse hestekrigere, som findes i næsten hver eneste stamme i landet. Undtagelserne er få, her i blandt andet Bjørnefolket og Lynfodsdværgene, som har andre traditioner. Men for størstedelen af Helmarks klaner, så er hesterytterne rygraden i både angreb og forsvar. Disse ryttere er ikke blot krigere – de er i harmoni med deres dyr i en grad, som ganske få udenfor Helmark forstår eller værdsætter. Båndet mellem rytter og ganger er helligt og bygger på mange generationers gensidig tillid, forståelse og styrke.

Helmarks ryttere er kendt for deres imponerende koordination i kamp, hvor rytterne kan vende slagets gang med deres lynhurtige manøvrer og næsten overnaturlig præcision. De bedste af rytterne hædres ikke kun af deres egne, men hyldes på tværs af stammer – i form af en helgenstatus og en hæderplads ved rytternes langbord i efterlivet.

En af de mere kendte myter om Helmarks mest sagnomspundne rytter omhandler Vastix Halgaard, som ifølge legenden afslog udødelighed fra naturgudinden Umora, da han hellere ville følge sin elskede ganger ind i døden i stedet for at tilbringe en evighed uden.

De Evige Bakker er navnet på det bakkede landskab, som bølger gennem størstedelen af Helmark. Fra øst til vest og fra nord til syd, så rejser bakkerne sig i alverdens former. Nogle dækket af frodig skov og grønne enge, mens andre ligger tørre og golde som gamle sår i landet selv. Det er her, i De Evige Bakker, at langt de fleste af De 500 Klaner har deres hjem, levesteder, lejre og skjulesteder. Man kan derfor med rette sige, at bakkerne udgør selve hjertet af Klanriget Helmark.

Men De Evige Bakker er langt fra ren fred og idyl. Bag hver højderyg kan et baghold vente, og mellem træernes skygger patruljerer stammefolk, der kender hver sti, hvert skjul, hvert fordelagtigt sted at planlægge et overfald. Det siges, at der i bakkerne blevet spildt mere blod end noget andet sted i Gellden – og at vinden over bakkerne bringer hvisken om mange store slag.

Trods bakkernes voldelige historie, så er de dog også et betagende syn, og for mange stammefolk er de ikke blot hjem, men en del af deres sjæl, som formet af forfædrenes fodtrin, fortidens kampe og en urokkelig vilje til at overleve.

En af Lynfodsdværgene på rejse gennem De Evige Bakker

En af Stenhåndens mange patruljerende spejdere

Isfader Bjergene rejser sig som en uigennemtrængelig og snedækket mur nord for Borgelheim. Bjergkæden er rygsøjlen i det nordlige Helmark og beboes kun af de barskeste og mest hårdføre stammefolk. Isfader Bjergene strækker sig fra det nordøstlige Gellden videre gennem De Forladte Lande og slutter først i det nordlige Norland. 

Bjergene er hjem for mange hærdede stammer, men Stenhånden, en ærefuld klan af Goliaths, ledet af den frygtindgydende Graka Hammerkraft, regnes som den stærkeste. Gennem generationer har de vogtet passene og kæmpet mod udefrakommende rædsler, hvilket især tæller de mange trusler fra De Forladte Lande. Klanens indflydelse er så stor, at selv Klanmester Dular synes at måtte respektere deres vilje.

Navnet Isfader Bjergene stammer fra legenden om Isfaderen, lederen af det nu forsvundne Frostfolk. Efter at have kæmpet i mod og i sidste ende forvist en større skare af besatte frostkæmper fra bjergene – så forsvandt stammen sporløst for mere end 300 år siden. Frostfolket efterlod sig kun deres navn, en forladt og hellig grotte samt et landskab  der for evigt synes præget af isende frost og gamle myter.

Tågelandet er navnet på grænsen mod nordøst, hvor De Evige Bakker flader ud i et koldt og fugtigt moseområde, der leder ind i De Forladte Lande. Her hviler en evig, tæt tåge, der gør landskabet til en dødbringende labyrint for de uindviede. Det er i dette grænseland, at klanerne fra Helmark møder de lovløse vidder og det nådesløse ork-rige Drakthar.

Områdets vigtigste punkt er Tågeporten, en kløft, som bevogtes af en skrøbelig union af klaner samlet under Dulars banner. Denne union udgør Helmarks eneste skjold mod de konstante plyndringstogter fra især Drakthars Jernhud-klan. Kampene her er sjældent store, åbne slag, men derimod "lydløse krige" i tågen, hvor ork-spejdere og Helmark-patruljer udkæmper en evig kamp om kontrol over de vitale passager.

For Klanmester Dular er Tågelandet afgørende; hvis porten falder, vil orkerne kunne skylle uhindret ind over sletterne og true det nysamlede klanrige. Derfor sendes der nu jævnligt forsyninger og krigere fra Borgelheim mod nord for at befæste grænsen. 

En af bjørnefolkets krigere gør tjeneste i Dulars grænseunion