"Spild ej din tid på ord og diplomati – når klingen løser alt!”

Mardon er overhoved for Mørkets Guder og selve legemliggørelsen af krig, strid og ubarmhjertig blodsudgydelse. Selvom han er den næstyngste blandt De Ni, er han en af de mest magtfulde, og hans vrede siges at være frygtet at selv Solguden Orthan.

Han hader hovedparten af de andre andre guder for deres altid belærende væsen – og han bruger dette had som drivkraft til sin største passion; evig strid.

Mardon er en krævende og enevældig hersker, der ikke har meget til overs for bønner. Ofringer af blod og liv tager klingen derimod gerne imod – og hans mørke omklamrende skygge er til stede hver gang der opstår selv et spirende frø af strid, krig og ufred.

Mardon hersker fra hjertet af Nattens Dal, et domæne opdelt i tre riger, der afspejler mørkets facetter. Mardons centrale domæne er kendt som Blodets Bastion – og er slagmarken over alle slagmarker.

Midt i Blodets Bastion ligger et uendeligt landskab af bestående af slagmark på slagmark, hvor krigens mest dedikerede tilhængere mødes i efterlivet for at bekrige hinanden i evig tid. Her dør man gang på gang for blot at rejse sig ved daggry for at kæmpe påny i en konstant cyklus af blod og vold.

Mardons hjem huser også en labyrintisk samling af massive fæstninger, kaserner og gigantiske våbenkamre. Mellem slagene samles krigerne i enorme gildesale for at fejre og prale om deres bedrifter, imens væggene omkring dem er prydet med levende historier på store gobeliner, der beretter om drabelige slag og legendariske sejre i historien.

I Blodets Bastion er Mardon en almægtig kraft. Han overvåger hver eneste duel samt hver eneste belejring, og hans vilje er den eneste lov krigerne her må efterleve. Enhver af bastionens beboere har retten til at udfordre Mardon på hans styre og hans plads. Ingen er dog hidtil kommet i nærheden af at påføre stridsguden den mindste blodskramme.

Mardon fremstår som en frygtingydende og imponerende rustningsklædt skikkelse. Han siges at være sort som natten, prydet med utallige ar og dekorationer, der illustrerer hans egne sejre på slagmarken. Han bærer en mørk kappe, og i hans hånd hviler altid en trukket klinge, der konstant er smurt i frisk blod.

Mardons primære symbol er en blodsdråbende klinge. Et simpelt ikon som symboliserer Mardons simple essens. Strid, blod og en uslukkelig tørst efter sejr og dominans.

I visse krigerkulturer manifesterer Mardon sig som Den Sorte Klinge, som siges at være et mageløst og intelligent langsværd, der tilbyder sig til brutale og værdige krigere. At føre klingen er en ære, men kræver at man indgår en hellig ubrydelig blodpagt med krigsguden.

Mens nogle sagn lovpriser klingen for dens uovervindelige gave, så advarer andre om dens umættelige blodtørst. For fodres Den Sorte Klinge ikke med blod og drab, så anser klingen bæreren for svag og æder i stedet bærens livskraft som straf.

Mardon er defininationen på rå kraft og styrke. Han er vredens oprindelse og overalt han færdes blomstrer magtbegær, mistro, grådighed og affektion.

Klingen bekymrer sig kun om styrke, kamp og sejr. Han har intet til overs for bøger eller natur; for ham er hærdet stål, styrke og vilje det eneste man bør have respekt for.

Hans lære er simpel: "Tag hvad du begærer – og lad alle, der kommer i din vej, falde for mit stål." Hvis man ikke er stærk nok til at tage det, man lyster, er man ikke hans velsignelse værdig.

Som krigs- og stridsgud er han voldens evige kilde – og derfor vil blod altid flyde i hans navn. Mørkets Konge tager stor nydelse i at se civiliserede samfund bryde sammen under vægten af deres egne interne stridigheder.

Som leder af Mørkets Guder står Mardon i spidsen for et trekløver, der er både frygtet og magtbegærlig. Mardon tænker ikke på andre end sig selv og derfor har han ikke mange allierede blandt de øvrige guder.

Mardons tætteste allierede er Darl, dødsguden. Darl's dødsrige nyder godt af Mardons krige og stridigheder – og Darl taller derfor på snedigste vis altid Mørkets Konge efter munden.

Luxanda, spil- og fristelsesgudinden, bringes tit i spil af krigsguden, da hendes manipulrende evner ofte danner grobund for en god og lang krig.

Mardon ser Elias' evner som nyttige, når de skaber død og ødelæggelse, men skabelsesguden deler ikke Mardon's facination for kaos og strid – og undgår helst enhver interaktion med krigsguden.

Klingen's had til de øvrige guder er så stor og indædt, at enhver form for tålelig relation imellem Mardon og disse guder stort set er umulig.

Krigsguden opfatter Orthan's behov for fred som ynkeligt og svageligt. Han griner håneligt af Zuna's kærlighed for alt liv og Kias’ love tjener ingen formål overhovedet. Han afskyr Helder og Umora, hvis værdier om viden og balance er direkte modsætninger til hans passion for ødelæggelse.

Mardons følgere er oftest krigsherrer, nådesløse lejesvende, erobrere og snigmordere. De tilbeder ham langt fra altid af kærlighed, men mere af selviske grunde for at få del i den ubarmhjertige magt, som strid, styrke og sejr giver.

Klingens velsignelser gives kun til dem, der viser ubetinget beslutsomhed og absolut brutalitet – imens de, der vover at udvise nåde, hurtigt får hans kontante vrede at føle.

Langt de fleste hobgoblins følger Mørkets Konge, som deres sande og eneste gud, og takker krigsguden for at skænke dem krigens gave. Gnolls tilbeder Mardon under et andet navn, Garraxx. Men dette rører ikke Klingen, da alle gnolls-plyndringer afsluttes med rigelige blodofringer.

Solguden Orthan er hans største rival. Mardon afskyr nemlig sollyset, der bringer håb til de svage, og dræber krigsgudens ønske om at indhylle verden i evig skygge.

Livsgudinden Zuna betragtes som en irriterende hindring, hvis ufortjente healing holder de svage i live og forstyrrer krigens naturlige gang.

Kias, retfærdighedens gudinde, er en evig torn i siden på Mardon, fordi hun altid forsøger at tæmme strid med restriktioner og love. For Klingen er den eneste sande lov sejr for enhver pris.

Endelig foragter Mørkets Konge alle, der vælger dialog og respekt frem for stål; Mardon nyder at se diplomatiske fredsaftaler blive flænset i stykker af et hurtigt smukt snigmord.

Et sted i verdenen eksisterer der efter sigende et legendarisk krus kendt som Sejrens Ubarmhjertige Krus. Et krus lavet af sort malm og belagt med det fineste guld.

Sagnet fortæller, at enhver kriger, der drikker af kruset, velsignes med absolut og evig sejr på slagmarken. Men gaven har en mørk bagside: Sejrens sødme forsvinder i det øjeblik, kruset er tomt. Den nu forbandet kriger vil herefter opleve en umættelig tørst efter samme magt som aldrig kommer – selv hvis vedkommende igen drikker fra kruset.

Blandt nogle af de mest krigerlystne kulturer fortælles der, at Mardon ikke altid var en gud. Han var oprindeligt en mægtig dæmon, hvis stridsevner var så enorme, at han udfordrede den allerførste krigsgud til tvekamp og vandt.

Mardon krævede bagefter, at den slagne guds navn og eftermæle blev slettet fra universets hukommelse. Alle, der nægtede at glemme den gamle gud, ville som straf lide samme skæbne.

Og derfor er det ikke unormalt for de stærkeste i selvsamme kulturer, selv at drømme om guddommelighed.

Hvor Mardon er rå vold og ødelæggelse, så er Luxanda manipulerende, lokkende og gavmild af alle de forkerte årsager.

Gellden – Søjlernes Krig